Sådan virker det  
 

 

På denne side kan du læse om, hvordan it-udstyret virker. Du kan også læse om, hvordan du får strafpoint, hvis du overskrider hastighedsgrænserne.

Udstyret består af

  • En lille computer, der indeholder en GPS-modtager, en GSM-telefon og et digitalt vejkort med hastighedsgrænser over alle veje i Nordjyllands amt
  • Et display med en lille højtaler
  • En GPS-antenne

Computeren placeres skjult oppe under instrumentbrættet, GPS antennen limes på frontruden oppe under bakspejlet og displayet sidder på et beslag, der kan monteres i bilens luftdysse uden at efterlade spor. Udstyret kobles til bilens strømforsyning og tænding, endvidere kobles udstyret til bilens speedometer.

Hastighedsgrænser i bilens display

GPS-modtageren fortæller computeren, hvor bilen er. Computeren beregner så, hvilken vej bilen er på, og hvilken hastighedsgrænse vejen har ved at kigge på det digitale vejkort. Denne hastighed vises herefter i displayet. Alt dette sker en gang hvert sekund. På denne måde er du aldrig er i tvivl om, hvor hurtigt du må køre. Derefter kigger computeren på, hvor hurtigt bilen kører, og sammenligner de to hastigheder. Hvis bilens hastighed er noget større end hastighedsgrænsen reagerer computeren.

Det er svært slet ikke at overskride hastighedsgrænsen, derfor reagerer computeren først, når bilens hastighed er 5 km/t over hastighedsgrænsen, f.eks. reagerer computeren først ved 55 km/t, når der er en hastighedsgrænse på 50. Computeren reagerer ved, at er en rød diode på displayet, der giver et blink, og derudover er der en kvindestemme i højtaleren, der siger hastighedsgrænsen. Hvis du ikke sænker hastigheden, kommer stemmen igen hvert 6. sekund og tredje gang, du hører stemmen, efterfølges hastighedsgrænsen af sætningen "du kører for hurtigt".

Alle hastighedsgrænser på veje i Nordjyllands Amt findes i computeren, og uden for Nordjyllands Amt findes hastighedsgrænserne for alle veje med en hastighedsgrænse over 80 km/t i computeren - dvs. motorveje og motortrafikveje. Kører du uden for Nordjyllands Amt og uden for motorveje og motortrafikveje, er systemet sat til at reagere, som om der var en hastighedsgrænse på 80 km/t. På disse veje siger kvindestemmen kun "du kører for hurtigt", når du kører hurtigere end 85 km/t (80 + 5) - hun nævner ikke nogen hastighedsgrænse, for den kender computeren ikke.

Strafpoint

Ud over at erindre dig om overskridelse af hastighedsgrænserne ved hjælp af stemmen og det røde blink holder vi også øje med, hvor tit og hvor meget du overskrider hastighedsgrænserne. Det gør vi ved at tildele dig strafpoint, når du overtræder hastighedsgrænserne efter følgende regler: Første og anden gang du hører stemmen, får du ingen strafpoint, men tredje advarsel og de efterfølgende advarsler udløser et blåt blink på displayet og giver strafpoint. Antallet af strafpoint varierer i forhold til hvor meget, du overtræder hastighedsgrænsen efter disse regler:

(0 km/t) ≤ X ≤ (H + 5 km/t) giver 0 strafpoint. H = hastighedsgrænse
X = aktuel hastighed
% = overskridelse i procent
(H + 5 km/t) < X < (H + 20 %) giver 1 strafpoint.
(H + 20 %) ≤ X < (H + 30 %) giver 2 strafpoint.
(H + 30 %) ≤ X < (H + 40 %) giver 3 strafpoint.
(H + 40 %) ≤ X < (H + 50 %) giver 4 strafpoint.
(H + 50 %) ≤ X < (H + 60 %) giver 5 strafpoint.

...og så videre.

Der er indlagt en sikkerhedsmargin på 5 km/t, så der gives først strafpoint, når hastighedsgrænsen overskrides med mere end 5 km/t. Hvis overskridelsen er mindre end 20 % gives 1 point. Hvis overskridelsen er på 20 % eller mere gives 2 point, hvis overskridelsen er på 30 % eller mere gives 3 point osv.

Det er nemmere at overskue i den næste figur, hvor du direkte kan aflæse, hvor mange strafpoint en given overskridelse vil medføre:

Tabel over strafpoint

* Da der først gives strafpoint, når hastighedsgrænsen overskrides med mere end 5 km/t,
gives først strafpoint ved 40 % overskridelse af 15 km/t og 20 % overskridelse af 30 km/t.

Bemærk at tabellen i princippet fortsætter i det uendelige. Du får eksempelvis 15 point, hvis du overskrider hastighedsgrænsen med 150 %.

Eksempel 1: Hastighedsgrænsen er 50 km/t og du kører 60 km/t - det er en overskridelse på 20 % og du får derfor 2 strafpoint.

Eksempel 2: Hastighedsgrænsen er 80 km/t og du kører 115 km/t - det er en overskridelse på 44 % og du får derfor 4 strafpoint.

Eksempel 3: Hastighedsgrænsen er 40 km/t og du kører 74 km/t - det er en overskridelse på 85 % og du får derfor 8 strafpoint.

Når Topdanmark hvert halve år skal beregne din rabat på bilforsikringen, koster hvert af dine strafpoint 0,50 kr. Det samlede beløb for dine strafpoint fratrækkes altså de 30 %, som du kan få i rabat på din bilforsikring. Det vil sige, at hvis du har fået tilstrækkeligt mange strafpoint, kan du risikere ikke at få nogen rabat. Du kan dog aldrig komme til at betale mere i bilforsikring, end der står i din police.

Se nogle flere eksempler på udregning af strafpoint - klik her.

I displayet kan du hele tiden følge, hvor mange strafpoint du har. Tallet nederst til venstre er dit samlede antal strafpoint og tallet til højre er antal strafpoint på den aktuelle tur. Det hele gemmes i en logfil.

Hver nat ringer en server GSM-telefonen i udstyret op og henter logfilen. Næste dag kan du gå ind din personlige webside i projektet og se alle detaljer om dine hastighedsoverskridelser. Hvor og hvornår overtrædelsen fandt sted, hvad hastighedsgrænsen var, hvor hurtigt du kørte, og hvor mange strafpoint du fik. Det betyder også, at hvis du mener, at udstyret har givet dig forkerte strafpoint, har du mulighed for at kontrollere, hvorfor du har fået stafpoint og klage, hvis tildelingen er forkert. F.eks. hvis der er en anden hastighedsgrænse i virkeligheden end den, der ligger i computeren. I dette tilfælde kontakter du blot Spar på Fartens hotline - e-mail og telefonnummer findes under menupunktet "For projektdeltagere".


Nye hastighedsgrænser

GSM-telefonen bruges også til at sende opdateringer fra serveren til computeren i din bil, fx hvis der er kommet nye hastighedsgrænser eller veje.

 

Denne side er senest opdateret den 12.06.2007 13:51.

 
 
Klik her og hør stemmen
FAKTA
Høj hastighed er den hyppigste årsag til trafikulykker blandt unge.