Sådan virker det  
 

 

På denne side kan du læse om, hvordan it-udstyret virker. Du kan også læse om, hvordan du får strafpoint, hvis du overskrider hastighedsgrænserne.

Udstyret består af

Udstyret til dette projekt er udviklet i forbindelse med et andet projekt om Intelligent Farttilpasning i Nordjyllands Amt, hvor 300 unge skal køre med et tilsvarende udstyr i tre år mod at få store rabatter på forsikringspræmien. Her reduceres rabatten en smule hver gang hastighedsgrænsen overtrædes.

Udstyret består af følgende dele:

1. Et udstyr til installation i bilerne, der består af en lille computer, en GPS modtager og en mobiltelefon. Computeren indeholder et digitalt hastighedskort, og hvert sekund sammenlignes GPS positionen med det digitale hastighedskort. I et display vises den aktuelle hastighedsgrænse, og hvis hastighedsgrænsen overskrides, siger en venlig kvindestemme, at hastigheden er for høj. Denne meddelelse gentages efter 6 sekunder, hvis hastigheden ikke nedsættes til den tilladte. Mobiltelefonen benyttes til daglig kommunikation mellem computeren i bilen og en central web-server. Bilens logfiler transmitteres til serveren og opdateringer af det digitale hastighedskort modtages i bilerne. Der er endvidere et sikkerhedsmodul i computeren, som forhindrer snyd med positioner og hastigheder.

2. En web-server med deltagernes logfiler Alle logfiler kan ses på web-serveren. Her kan alle chauffører se deres egne logfiler, og alt efter hvilke aftaler der laves på de enkelte arbejdspladser, kan andre gives tilladelse til at se logfilerne, fx hvis månedens chauffør skal udpeges. Det kan f.eks. være projektadministrationen på Aalborg Universitet, men det kan også være kollegerne eller ledelsen i det lokale firma, der får adgang til at se hvem, hvor og hvornår firmaets biler overtræder hastighedsgrænserne. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at det alene er hastighedsovertrædelserne, der logges på web-serveren. Overtrædes hastighedsgrænserne ikke kan ingen på web-serveren se, hvor man har været.

3. Installation af udstyr i deltagernes biler Udstyret vil blive monteret på et beslag, der sættes i friskluftdysen og efterlader ikke mærker ved afmontering. Udstyret påvirker ikke bilens elektriske system. Udstyret monteres af en professionel montør, der har lang erfaring i montage af navigationsanlæg. Montagen tager omkring 2 timer og kan efter aftale foregå på værksted eller hjemme hos firmaet.

Hastighedsgrænser i bilens display

GPS-modtageren fortæller computeren, hvor bilen er. Computeren beregner så, hvilken vej bilen er på, og hvilken hastighedsgrænse vejen har ved at kigge på det digitale vejkort. Denne hastighed vises herefter i displayet. Alt dette sker en gang hvert sekund. På denne måde er du aldrig er i tvivl om, hvor hurtigt du må køre. Derefter kigger computeren på, hvor hurtigt bilen kører, og sammenligner de to hastigheder. Hvis bilens hastighed er noget større end hastighedsgrænsen reagerer computeren.

Det er svært slet ikke at overskride hastighedsgrænsen, derfor reagerer computeren først, når bilens hastighed er 5 km/t over hastighedsgrænsen, f.eks. reagerer computeren først ved 55 km/t, når der er en hastighedsgrænse på 50. Computeren reagerer ved, at er en rød diode på displayet, der giver et blink, og derudover er der en kvindestemme i højtaleren, der siger hastighedsgrænsen. Hvis du ikke sænker hastigheden, kommer stemmen igen hvert 6. sekund og tredje gang, du hører stemmen, efterfølges hastighedsgrænsen af sætningen "du kører for hurtigt".

Alle hastighedsgrænser på vejene i og omkring Vejle kommune findes i computeren, og uden for dette område findes hastighedsgrænserne for alle veje med en hastighedsgrænse over 80 km/t i computeren - dvs. motorveje og motortrafikveje. Kører du uden for Vejle-området og uden for motorveje og motortrafikveje, er systemet sat til at reagere, som om der var en hastighedsgrænse på 80 km/t. På disse veje siger kvindestemmen kun "du kører for hurtigt", når du kører hurtigere end 85 km/t (80 + 5) - hun nævner ikke nogen hastighedsgrænse, for den kender computeren ikke.

Strafpoint

Ud over at erindre dig om overskridelse af hastighedsgrænserne ved hjælp af stemmen og det røde blink holder vi også øje med, hvor tit og hvor meget du overskrider hastighedsgrænserne. Det gør vi ved at tildele dig strafpoint, når du overtræder hastighedsgrænserne efter følgende regler: Første og anden gang du hører stemmen, får du ingen strafpoint, men tredje advarsel og de efterfølgende advarsler udløser et blåt blink på displayet og giver strafpoint. Antallet af strafpoint varierer i forhold til hvor meget, du overtræder hastighedsgrænsen efter disse regler:

(0 km/t) ≤ X ≤ (H + 5 km/t) giver 0 strafpoint. H = hastighedsgrænse
X = aktuel hastighed
% = overskridelse i procent
(H + 5 km/t) < X < (H + 20 %) giver 1 strafpoint.
(H + 20 %) ≤ X < (H + 30 %) giver 2 strafpoint.
(H + 30 %) ≤ X < (H + 40 %) giver 3 strafpoint.
(H + 40 %) ≤ X < (H + 50 %) giver 4 strafpoint.
(H + 50 %) ≤ X < (H + 60 %) giver 5 strafpoint.

...og så videre.

Der er indlagt en sikkerhedsmargin på 5 km/t, så der gives først strafpoint, når hastighedsgrænsen overskrides med mere end 5 km/t. Hvis overskridelsen er mindre end 20 % gives 1 point. Hvis overskridelsen er på 20 % eller mere gives 2 point, hvis overskridelsen er på 30 % eller mere gives 3 point osv.

Det er nemmere at overskue i den næste figur, hvor du direkte kan aflæse, hvor mange strafpoint en given overskridelse vil medføre:

Tabel over strafpoint

* Da der først gives strafpoint, når hastighedsgrænsen overskrides med mere end 5 km/t,
gives først strafpoint ved 40 % overskridelse af 15 km/t og 20 % overskridelse af 30 km/t.

Bemærk at tabellen i princippet fortsætter i det uendelige. Du får eksempelvis 15 point, hvis du overskrider hastighedsgrænsen med 150 %.

Eksempel 1: Hastighedsgrænsen er 50 km/t og du kører 60 km/t - det er en overskridelse på 20 % og du får derfor 2 strafpoint.

Eksempel 2: Hastighedsgrænsen er 80 km/t og du kører 115 km/t - det er en overskridelse på 44 % og du får derfor 4 strafpoint.

Eksempel 3: Hastighedsgrænsen er 40 km/t og du kører 74 km/t - det er en overskridelse på 85 % og du får derfor 8 strafpoint.

Se nogle flere eksempler på udregning af strafpoint - klik her.

I displayet kan du hele tiden følge, hvor mange strafpoint du har. Tallet nederst til venstre er dit samlede antal strafpoint og tallet til højre er antal strafpoint på den aktuelle tur. Det hele gemmes i en logfil.

Hver nat ringer en server GSM-telefonen i udstyret op og henter logfilen. Næste dag kan du gå ind din personlige webside i projektet og se alle detaljer om dine hastighedsoverskridelser. Hvor og hvornår overtrædelsen fandt sted, hvad hastighedsgrænsen var, hvor hurtigt du kørte, og hvor mange strafpoint du fik. Det betyder også, at hvis du mener, at udstyret har givet dig forkerte strafpoint, har du mulighed for at kontrollere, hvorfor du har fået stafpoint og klage, hvis tildelingen er forkert. F.eks. hvis der er en anden hastighedsgrænse i virkeligheden end den, der ligger i computeren.


Nye hastighedsgrænser

GSM-telefonen bruges også til at sende opdateringer fra serveren til computeren i din bil, fx hvis der er kommet nye hastighedsgrænser eller veje.

 

Denne side er senest opdateret den 25.05.2007 12:16.

 
 
Klik her og hør stemmen